Klaviatur (fra latin "klaves" – nøgle) bruges som regel om de samlede taster på musikinstrumenter som klaverer, synthesizere, orgler og harmonikaer (se tasteinstrument for en samlet oversigt). Tasterne på et klaviatur kaldes tangenter eller taster. Det kan også bruges om skrivemaskiner eller computeres tastesæt, men da bruger man oftest ordet tastatur. På musikinstrumenter med flere rækker af klaviaturer kaldes disse for manualer (af latin manus for "hånd") – dette gælder især for orgel, hvor 3 el. 4 manualer ikke er ualmindelige, men også for cembalo, hvor 2 manualer er almindelige på større instrumenter.
I forbindelse med især kirkeorgler og elorgler anvendes ofte klaviaturer som betjenes med fødderne, kaldet "pedal" (af latin pes for "fod").
Man kender klaviaturer på musikinstrumenter helt tilbage fra middelalderen. De første instrumenter som anvendte klaviatur var små orgler ("organetto" el. "portativ"), som ses afbildet på flere kalkmalerier i Danmark, bl.a. i Sæby Kirke. Cembaloet og clavichordet (15.årh.) var de første instrumenter der brugte et klaviatur som det kendes i dag. Med klavichordet og meget senere klaveret kan man intonere ved at anslå tangenten med forskellig styrke. På clavichordet kan man endda lave vibrato ("bebung") gennem tangenten. Princippet med anslagsfølsomhed er videreført i mange elektroniske tasteinstrumenter som synthesizer og elklaver.